5 år med fuld fart: Bremdal Tømrer er vokset fra 1 til 16 medarbejdere

I oktober 2019 startede Kenneth Ryttersgaard Bremdal Tømrer fra sin private adresse. Med en flyvende start voksede firmaet til 15 ansatte og mange spændende projekter.

Da Kenneth Ryttersgaard for fem år siden, i oktober 2019, valgte at gå fra tømrersvend til tømrermester og etablere Bremdal Tømrer, begyndte han på privatadressen, og den eneste ansatte var ham selv.

Han fik det, han selv kalder en flyvende start, for der var travlhed i branchen.

”Alle tømrermestre i Struer og omegn havde rigeligt at se til, og jeg greb de små opgaver, andre takkede nej til på grund af travlhed. Så jeg lagde ud med at skifte et vindue her og der og skifte indvendige døre hos fru Jensen,” husker 46-årige Kenneth Ryttersgaard.

Han havde en aftale med sin tidligere arbejdsgiver om, at han skulle sige til, hvis det kneb med opgaver, men det blev ikke aktuelt.

Som tiden gik, fik Kenneth Ryttersgaard forespørgsler på større opgaver, som renovering af et hus, renovere en 1. sal eller bygge et helt nyt sommerhus. I takt med, at listen med opgaver voksede, blev den første medarbejder ansat.

”Det var et kæmpe skridt at ansætte den første mand. Pludselig havde jeg ansvaret for en medarbejder, der skulle have løn. Og det var også i de år, hvor jeg tog telefonen, uanset hvornår på ugen den ringede, for tænk, hvis jeg mistede en opgave. Det ville jeg have det dårligt med,” husker han.

Fuld fart på og pludselig fra 1 til 5

Der var fuld fart på, og pludselig havde han 4-5 medarbejdere på lønningslisten, og den udvikling fortsat.

Her fem år senere består firmaet af to indehavere, Kenneth Ryttersgaard og Henrik Gravgaard Vase, ni tømrersvende, en arbejdsmand og fire lærlinge.

”Samtidig med Henrik blev kompagnon i slutningen af 2021, væltede det ind med opgaver. Struer Kommune henvendte sig og ville have os med på større opgaver,” fortæller han.

Blandt opgaverne for kommunen var renovering af Limfjordsskolen og Struer Rådhuset. Skal de to tømrermestre pege på én opgave, der har fået særlig stor betydning for, at Bremdal Tømrer i dag har 15 medarbejdere, er det byggeriet af et sommerhus i Toftum, samt renoveringen af rådhuset.

”Ejerne af det sommerhus har en del bygninger i Holstebro, og vi må have leveret et godkendt stykke arbejde med deres sommerhus. For siden har vi fået rigtig mange opgaver hos dem, og det er lige fra renovering af butikslokaler til nye lejligheder. Vi har i en lang periode haft 2-3 mand i gang der,” fortæller Henrik Gravgaard Vase

Her i efteråret 2024 er der travlt hos Bremdal Tømrer. Der bliver bygget sommerhus, renoveringsopgaver, tilbygninger og tagrenovering i Aarhus, udskiftning af tag på et pengeinstitut i Hvidbjerg, udskiftning af mange vinduer og døre, er bare nogen af de forskellige opgaver.

Lykken er ikke at blive større

Med hensyn til målsætninger og ambitioner for de kommende år, er Kenneth Ryttersgaard og Henrik Vase meget klare i mælet.

”Vi synes, vi er der, hvor vi skal være. Om det så bliver en mand mere eller mindre, er svært at sige, men vi tror ikke på, det nødvendigvis er lykken at blive flere. Hvis vi skal være 25 mand, vil det kræve, at vi skal have en fast bogholder, projektledere og så videre, og det er vi ikke interesseret i,” siger Henrik Gravgaard Vase.

Kenneth Ryttersgaard slår også fast, at Bremdal Tømrer har det bedst med ikke at være alt for meget underleverandører.

”Vi forsøger at skaffe opgaverne selv. Vores dygtige tømrere vil også hellere have selvstændige opgaver, hvor de kan bruge de mange forskellige kompetencer, de har. Hvis de blev lejet ind til et stort projekt, var der risiko for, at de skulle gå og lave det samme i månedsvis. Det gad jeg ikke selv, og så skal mine folk heller ikke lejes ud til den type opgaver. Slet ikke, når vi selv har rigeligt med opgaver,” sige Kenneth Ryttersgaard, der i øvrigt beskriver sine medarbejdere som Bremdal Tømrers bedste ambassadører.

”Folk må synes, at vi leverer kvalitet, for ellers ringer de jo ikke igen. Det beviser bare, at vi har en dygtig flok, og det er i høj grad vores folks fortjeneste, at mange af de opgaver, vi får, er via mund-til-mund. Vi bliver jo kun anbefalet, hvis vores medarbejdere leverer noget godt arbejde, og det gør de,” siger Kenneth

Hjemmefronten skal være på plads

Tømrersvend Jacob Nexgaard er i dag den, der har været hos Bremdal Tømrer længst, og ifølge Jacob er netop kombinationen af små opgaver og større projekter, der gør det spændende at være ansat hos Kenneth og Henrik.

”Og så er Kenneth og Henrik gode til at lytte, og det er både, når det handler om ris eller ros. Samtidig giver de os lov til at have det ansvar, vi har lyst til at få, og det passer godt til mig,” siger Jacob Nexgaard.

Noget andet, der for Jacob Nexgaard er lige så vigtigt som ansvar, er, at Kenneth og Henrik har forståelse for, at der skal være plads til familie og fritid.

”Det er dejligt, at de tager hensyn og har forståelse for, at familielivet også skal fungere. Hvis det ikke fungerer på hjemmefronten, så fungerer det heller ikke på arbejdet. For eksempel har vi haft projekter langt væk fra Bremdal. Der har de altid spurgt, om vi kunne få det til at hænge

sammen derhjemme, inden vi sagde ja til at være væk flere dage om ugen. Den indstilling er et kæmpe plus,” siger Jacob Nexgaard.

”Med hensyn til firmaets udvikling nævner han, at det er et klart plus med mange og gode kollegaer, og hvis jeg skal komme med et lille minus, er det, at det er blevet sværere at følge med i, hvad der er gang af forskellige opgaver,” siger Jacob Nexgaard.

Facebook
X
LinkedIn