Hos AL-Lift i Lemvig er optimismen til at få øje på. Virksomheden, der siden 1988 har udviklet vakuumbaseret løfte- og håndteringsudstyr til både byggebranchen og industrien, forventer markant vækst i de kommende år.
Faktisk vil medejer Jesper Rasmussen være skuffet, hvis virksomheden ikke er mindst dobbelt så stor på omsætningen inden for tre år.
“Vi oplever et marked, hvor behovet bare vokser. Flere virksomheder er nødt til at investere i løsninger, der gør arbejdet mindre fysisk belastende, og samtidig ønsker medarbejderne i langt højere grad ordentlige arbejdsforhold og ergonomiske hjælpemidler,” siger han.
AL-Lift producerer blandt andet vakuumløftere og andet løfte- og håndteringsudstyr til virksomheder i både ind- og udland. Produkterne bruges i dag i alt fra byggebranchen til lager, logistik og industriproduktion.
Skal gøre arbejdsdagen lettere
Ifølge Michael Gade Nielsen, direktør og medejer, hænger udviklingen tæt sammen med både arbejdsmiljøkrav og ændringer på arbejdsmarkedet.
“Pensionsalderen stiger, og samtidig er der færre mennesker, som accepterer et arbejdsliv med tunge og nedslidende løft. Den nye generation forventer moderne hjælpemidler, og virksomhederne ved godt, at de skal kunne tilbyde en arbejdsplads, hvor man også passer på kroppen,” siger han.
Han peger samtidig på, at myndighedernes krav til arbejdsmiljø fylder mere og mere ude i virksomhederne.
“Der er stor fokus på ergonomi og konkrete regler for, hvor meget medarbejdere må løfte i løbet af en arbejdsdag. Derfor investerer flere virksomheder i løfte- og håndteringsudstyr, fordi det både handler om arbejdsmiljø, effektivitet og fastholdelse af medarbejdere,” siger han.
Standardmaskiner med individuelle løsninger
AL-Lift har gennem årene leveret løsninger til en lang række brancher som lager og logistik, fødevareindustrien, metalbranchen og transportsektoren. Samtidig bruges virksomhedens vakuumløftere i stor stil af entreprenører, anlægsgartnere, kommuner og udlejningsvirksomheder.
Virksomheden arbejder med standardmaskiner, som efterfølgende kan tilpasses den enkelte kundes behov.
“Det er faktisk noget af det, der gør os konkurrencedygtige. Grundmaskinen er standardiseret, men værktøjet og løsningen ude hos kunden bliver tilpasset den konkrete opgave. Derfor kan vi levere meget individuelle løsninger uden at skulle udvikle en helt ny maskine hver gang,” siger Jesper Rasmussen.
Ifølge virksomheden er netop fleksibiliteten med til at gøre AL-Lift attraktiv både i Danmark og på eksportmarkederne.
AL-Lift har i dag forhandlere i blandt andet Norge, Sverige, Polen, Frankrig, Holland og Belgien og er repræsenteret på alle kontinenter.
“Vi er gået fra at være meget lokale til at være globale. Eksporten vokser kraftigt, og vi oplever stor interesse for danske kvalitetsløsninger,” siger Jesper Rasmussen.
Grøn omstilling fylder mere
Hos AL-Lift fylder den grønne omstilling også stadig mere i udviklingsarbejdet.
Virksomheden arbejder blandt andet med løsninger til den emissionsfrie byggeplads og har fokus på at udvikle mere klimavenligt løfte- og håndteringsudstyr.
“Vi ved godt, at byggebranchen er under forandring. Derfor arbejder vi målrettet med at udvikle løsninger, som både er effektive, holdbare og mere klimavenlige,” siger Jesper Rasmussen.
Samtidig understreger både han og Michael Gade Nielsen, at virksomhedens ambition ikke kun handler om vækst.
“Hver gang vi sælger et produkt, er der nogen, som får en lettere arbejdsdag bagefter. Det synes vi faktisk giver rigtig god mening,” siger Michael Gade Nielsen.
