Når man møder paraatleten Bjørk Nørremark, mærker man hurtigt, at hun både tænker og handler med hjertet. For hende handler sport ikke kun om længder, tider og medaljer – men også om at skabe rammer, der fremmer både personlig og sportslig udvikling.
Derfor har hun indledt et samarbejde med JVR Consult, som skal hjælpe med rådgivning og finde de rigtige partnerskaber.
”I sidste ende handler det om at få de rigtige samarbejdspartnere og sponsorer omkring mig. Jeg har brug for rammer, der gør det muligt at præstere optimalt – både sportsligt, økonomisk og menneskeligt,” siger hun.
Tillid og inspiration fra en verdensstjerne
Valget af JVR Consult kom på anbefaling af taekwondokæmper Lisa Kjær, en af dansk parasports største profiler med guld fra PL i Tokyo 2021 og bronze i Paris 2024, fire guldmedaljer fra VM og fem guldmedaljer fra EM.
”Jeg havde ikke kendskab til JVR på forhånd, men Lisas anbefaling gav mig den nødvendige tillid. Når en atlet på hendes niveau taler så varmt om et samarbejde, så lytter man,” siger 23-årige Bjørk.
Fra fodboldstøvler til landsholdstrøje
Bjørk begyndte i atletik i 2016 – først som hobby. Tre år senere blev hun udtaget til landsholdet i paraatletik og har siden konkurreret på eliteniveau.
”Min tvillingesøster Carla og jeg spillede fodbold. Vi var de hurtige på banen. Da vi ville prøve noget nyt, kastede vi os over atletik – og jeg har ikke set mig tilbage siden,” fortæller hun med et smil.
I dag fokuserer hun primært på længdespring, men har også taget hul på 200 meter-løb på internationalt niveau.
”Jeg elsker at presse mig selv og se, hvor langt jeg kan rykke grænsen. Man kæmper mod sig selv – og det er det, der gør det sjovt.”
Sport, studie og kunst i balance
Bjørk er født uden venstre hånd og konkurrerer derfor i T47-klassen, men det har aldrig bremset hendes ambitioner. Hun træner to til tre timer om dagen, og samtidig læser hun retorik på deltid ved Københavns Universitet for at skabe balance mellem sport og studie.
”Jeg har et godt samarbejde med universitetet og Team Danmark. Det giver mig fleksibilitet til at vælge, hvornår jeg er studerende, og hvornår jeg er atlet.”
Sammen med sin søster driver hun desuden kunstvirksomheden Some Other Waves, hvor de maler væg- og loftmalerier for både private og virksomheder.
”Det er faktisk vores primære indkomst. Jeg kan godt lide at have mange ting i gang – men det meste føles ikke som arbejde. Det føles som passion.”
Fokus på fremtiden – og noget større end sport
Målet er klart for Bjørk: Paralympiske Lege i Los Angeles 2028. Inden da venter både EM og VM.
”Jeg træner allerede med 2028 for øje. Det er det store mål. Men det vigtigste er at præstere mit bedste – hver gang. Det er det, der driver mig.”
Men for Bjørk handler motivationen om mere end resultater.
”Det er ikke medaljerne, der får mig op om morgenen. Jeg kæmper for inklusion, for diversitet og for at vise, at man kan meget mere, end man tror, uanset udgangspunktet.”
Hun modtager jævnligt beskeder fra forældre til børn, der mangler en hånd – og som finder spejling i hendes historie.
”Det betyder utrolig meget. Hvis jeg kan inspirere bare ét menneske, så er min drøm gået i opfyldelse.”
Fakta om Bjørk Nørremark
Alder: 23 år
Uddannelse: Studerer retorik på Københavns Universitet
Discipliner: Længdespring og 200 meter
Resultater:
Bronzemedalje i længdespring ved VM i paraatletik, Indien 2025
Bronzemedalje i længdespring ved Paralympiske Lege, Paris 2024
5. plads i længdespring ved VM i Paris 2023
5. plads i længdespring ved EM i Bydgoszcz, Polen 2021
