Martha’s mål er VM og OL – men det handler om meget mere end medaljer  

Portræt af en erfaren rådgiver fra JVR Consult foran firmaets logo i et lyst kontormiljø.
Mikael Sand

Journalist

Martha Rasmussen jubler med hænderne i vejret iført orange Puma sportstøj og solbriller under en atletikkonkurrence.

I dag er 23-årige Martha Rasmussen en af Danmarks markante profiler på 400 meter hæk, men hendes vej ind i atletikken begyndte et helt andet sted. 

Som barn og ung stod hun ikke på en atletikbane, men på dansegulvet som elitedanser, hvor hun nåede både VM og EM som børne-, junior- og seniordanser. 

Dansen var en stor del af Marthas identitet, men på et tidspunkt kunne hun mærke, at hun havde brug for nye udfordringer og en anderledes form for personlig udvikling. Det blev starten på en rejse, der i dag har ført hende til toppen af dansk atletik. 

Overgangen til atletik kom gradvist. Hendes bror begyndte at træne atletik for at blive hurtigere på fodboldbanen, og Martha fulgte efter – som små søskende ofte gør. 

”Hvis han kunne lave 10 armbøjninger, så skulle jeg også kunne det. Når han gik til atletik, skulle jeg da også,” fortæller hun med et smil. 

I begyndelsen var hun blot en ”månedens gæst” i klubben, men det ændrede sig hurtigt. 

”Jeg endte med at blive hverdagsgæst. Jeg er opvokset i en familie, hvor man går helhjertet ind i det, man laver, så det lå lidt i kortene, at tiden efter dans skulle være noget med sport,” siger hun. 

Det var hendes mor, der foreslog, at hun skulle prøve 400 meter hæk. Kort efter spurgte den daværende landstræner Mikkel Larsen, om hun ville indgå i et træningsforløb. Martha begyndte hos Aarhus 1900 og valgte i 2019 at satse fuldt på atletikken. 

Martha stod tidligt over for store valg og fravalg. 

”Det var svært at leve op til alles forventninger – og svært at lukke døren til dansen. Jeg har stået i situationer, hvor jeg skulle vælge mellem NM i atletik og VM i dans – i samme weekend. Det var ikke nemt at prioritere, men det har styrket min personlige udvikling, at jeg selv skulle tage ansvar og vælge, hvad der var rigtigt for mig,” siger hun. 

Drømme, mål og en klar retning 

Martha træner målrettet frem mod de kommende sæsoner. 

”Min største drøm er at udvikle mig til den bedste version af mig selv – og altid levere mit absolut bedste. Jeg drives af ønsket om at forbedre mig og udfordre mine egne grænser, både som atlet og som menneske,” siger hun. 

Hun arbejder frem mod EM i 2026 og VM i 2027 og har et langsigtet mål om at repræsentere Danmark ved OL i Los Angeles i 2028 og i Australien i 2032. 

”Det handler ikke kun om resultater. Jeg vil også gerne inspirere andre gennem dedikation, disciplin og glæden ved sporten.” 

En hverdag centreret om træning og restitution 

At være eliteatlet kræver struktur. Træningen fylder det meste af Marthas uge: omkring 12 timer på banen og yderligere fire timer i styrkelokalet. Resten af tiden går med restitution. 

”Jeg bruger meget tid på sauna, iltkammerterapi, massage og behandlinger for at være klar til hver eneste træning. Det er en del af den samlede pakke,” siger hun. 

Ved siden af sporten læser hun erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet. En aftale mellem universitetet og Team Danmark betyder, at hun kan bruge 4,5 år på sin bacheloruddannelse i stedet for de sædvanlige tre – og på den måde kombinere studierne med atletik på fuld tid. 

Inspirationen fra Sarah Slot Pedersen 

En af de personer, der har haft størst betydning for Martha, er hækkeløberen Sarah Slot Pedersen, som hun trænede med i de sidste par år af Sarahs karriere

”Sarah er et fantastisk menneske. På banen er hun struktureret og seriøs, men uden for banen er hun jordnær og uformel. Hun var aldrig højtidelig, og man vidste altid, hvor man havde hende,” siger Martha. 

Sarah lærte hende vigtigheden af balance. 

”Hendes tilgang betyder meget for mig. Når man er på banen, er man 100 % på. Men når træningen er slut, skal livet handle om andet end sport. Hun viste mig, at hvis hele livet kun handler om atletik, så bliver det svært, hvis man bliver skadet eller rammer ind i en svær periode,” siger hun. 

Blå bog – Martha Rasmussen 

Født: 10. juli 2002 

Personlige rekorder 

  • 400 meter hæk: 56,95 (Oordegem, 9. august 2025) 
  • 400 meter: 54,72 (Mannheim, 3. juli 2021) 

Udvalgte resultater 

  • 2018 Nordic U20: Bronze (stafet) 
  • 2019 Ungdoms-OL: 8. plads (400 meter hæk) 
  • 2019 Nordic U20: Bronze (400 meter hæk) 
  • 2021 EM U20: Bronze (400 meter hæk) 
  • 2022 Nordic U23: Sølv (400 meter hæk) 
  • 2023 Nordic Senior: Bronze (400 meter hæk) 
  • Seks gange dansk mester på 400 meter hæk 
Facebook
X
LinkedIn
Secret Link