Da Louise Gundesbøl Devantie i 2024 begyndte at arbejde strategisk med e-mail marketing og nyhedsbreve for Morten Online, var ambitionen klar: Kanalen skulle ikke blot informere – den skulle konvertere.
Efter det første år med en målrettet indsats var omsætningen attribueret til e-mail marketing vokset betragteligt, og efter det andet år var omsætningen steget yderligere med 20 procent. Forventningen er, at den næsten fordobles i perioden 2025-2026. Samtidig spiller e-mail marketing i dag en rolle i 40 procent af virksomhedens samlede salg.
Ifølge Louise Gundesbøl Devantie, der er marketingkonsulent og afdelingsleder hos JVR Consult, er udviklingen resultatet af en målrettet og struktureret indsats, hvor e-mail-delen er sat op automatisk.
“Vi arbejder systematisk med at sikre, at kunden bliver budt pænt velkommen, køber igen og fremadrettet modtager relevant information, der er baseret på de tidligere køb. Det handler om at gøre det så målrettet som overhovedet muligt. Vi ved jo alle sammen, hvor træls det er at få den ene mail efter den anden med produkter, man ikke er interesseret i.”
Fra kampagner til kunderejse
Samarbejdet med Morten Online omfatter mere end automatiserede flows. Ud over e-mail marketing arbejder Louise med ugentlige kampagner, lead-opsamling, betalte annoncer, SEO og den samlede marketingstrategi.
“Udgangspunktet er altid at finde ud af, hvad der bliver populært i den kommende periode. Derefter lægger vi en plan for kampagner, grafik, tekst og video. Jeg fungerer egentlig som en ekstern kollega og er med hele vejen fra strategi til eksekvering.”
Kontinuitet er afgørende, hvis e-mail marketing skal skabe varig effekt.
“Det er ikke nok at sende en mail, når man lige husker det. Indsatsen skal være gennemtænkt og bygget op omkring kunderejsen. Når først strukturen er på plads, arbejder den stabilt i baggrunden.”
Tæt på kundens forretning
Hos JVR Consult arbejder Louise Gundesbøl Devantie som marketingkonsulent for en række virksomheder. Hun følger opgaverne fra fastsættelse af den strategiske retning til den konkrete gennemførelse.
“For mig fungerer samarbejdet bedst, når jeg bliver betragtet som en ekstern kollega. Når jeg får mulighed for at være tæt på forretningen og involveret i flere opgaver, er det et tegn på tillid, og det skaber altså et stærkere og mere velfungerende samarbejde.”
Den tilgang rækker også ud over den konkrete opgavebeskrivelse.
“Jeg hjælper, hvor det giver mening. Hvis de har købt A og spørger om B, hjælper jeg selvfølgelig også med at løse B uden at sende en ekstra faktura. Det er den måde, jeg bedst kan lide at arbejde på.”
Ved siden af kundearbejdet er hun afdelingsleder i JVR Consults marketingafdeling med ansvar for prioritering og fordeling af opgaver internt. Kombinationen af ledelsesansvar og operativ erfaring styrker ifølge hende rådgivningen.
“Hvis ambitionerne overstiger de ressourcer, der er til rådighed, er det min opgave at sige det. Nogle gange kræver det prioritering, og andre gange handler det om flere hænder.”
Fokus på overlevering
E-mail marketing er også omdrejningspunktet i en aktuel opgave hos Ski Group A/S, der står bag Højmark Rejser, Lion Alpin og Online Ski. Her er Louise tilknyttet på projektbasis i tre måneder for at opsætte, videreudvikle og optimere virksomhedens eksisterende e-mail-setup sammen med deres tilkoblede medarbejder.
“Mit arbejde er at strukturere og styrke deres nuværende flows samt få opsat nye relevante flows, så det i højere grad er skræddersyet til forskellige kundegrupper og deres kunderejse – både før et køb, hvor vi inspirerer ud fra deres interesser, og efter et køb, hvor vi arbejder målrettet med gensalg. Når vi segmenterer og rammer kunderne mere præcist, styrker det ganske enkelt konverteringen.”
En central del af opgaven er samtidig at sikre, at virksomheden selv kan drive det fremadrettet.
“Når mit arbejde afsluttes, skal det være sådan, at Ski Group selv kan drive og udvikle videre på det.”
Fakta om Louise Gundesbøl Devantie
34 år
Afdelingsleder og kundeansvarlig hos JVR Consult
Cand.ling.merc. fra Aarhus Universitet
Bachelor i Marketing & Management Communication
Kandidat i Corporate Communication
6,5 år hos Primo Tours, Aarhus Charter og Sunshine Charter som online marketingkoordinator
Gift og mor til en pige på 4 år – og med endnu en på vej
Bosat i Holstebro
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.
