340 likes og en mailboks fyldt med ansøgninger: Pernille skaber synlighed, der virker
Synlighed på sociale medier opstår ikke af sig selv. Den kræver retning, prioritering og løbende opfølgning.
Det er her, Pernille Madsen kommer ind i billedet.
Som marketingkonsulent hos JVR Consult fungerer hun som fast rådgiver for virksomheder, der ønsker at styrke deres synlighed og kommunikation. Hun planlægger, producerer og følger op på indsatserne – altid med udgangspunkt i kundens ønsker og mål.
”Mange virksomheder er dygtige til det, de laver, men de har ikke altid tiden til at arbejde struktureret med deres synlighed. Her er det min opgave at skabe overblik og sikre, at det, vi gør, også skaber resultater,” siger Pernille.
Fast rådgivning med struktur
Pernille har seks til syv faste kunder, hvor hun står for den løbende planlægning og publicering af opslag på LinkedIn, Facebook og Instagram.
Arbejdet tager altid udgangspunkt i en god snak om, hvad der skal være fokus på. Et projekt? En milepæl? En ny medarbejder?
Herefter planlægger hun indholdet og publicerer det på de tidspunkter, hvor det skaber størst effekt. I den forbindelse producerer hun selv både tekst, billeder og video.
”Det skal være relevant, for ellers stopper det hurtigt med at virke,” siger hun.
En af de virksomheder, Pernille arbejder sammen med, er Låseteknik Midt, som kontaktede JVR Consult med et ønske om at styrke sin synlighed – både lokalt og uden for nærområdet.
Låseteknik Midt var allerede kendt i lokalområdet, men ønskede at udbrede kendskabet – blandt andet i forbindelse med flytningen til nye lokaler i Holstebro. Flytningen blev startskuddet til en mere målrettet indsats på sociale medier.
Pernille er fast rådgiver og kontaktperson på opgaven. Én gang om måneden holder hun statusmøde med indehaver Henrik Mølgaard, hvor de følger op på indsatsen og lægger planen for den kommende periode.
Det første opslag om flytningen fik 340 likes, og det var markant over det tidligere niveau. Derudover har Pernille været inde over et opslag, hvor Låseteknik Midt søgte en medarbejder, og det ramte plet.
”Henrik har fortalt, at der kom overraskende mange flere ansøgninger, end han var vant til. Det er selvfølgelig rigtig positivt og et klart tegn på, at en målrettet indsats gør en forskel,” siger Pernille.
Mere end sociale medier
Arbejdet stopper ikke ved opslagene.
Pernille producerer også trykte materialer og visuelle præsentationer. Hun har blandt andet udarbejdet brochurer for paraatlet Bjørk Nørregaard, atletikudøver Martha Rasmussen og bordtennisspiller Ida Lind – materiale, de kan bruge aktivt i dialogen med sponsorer og samarbejdspartnere.
”Det handler i bund og grund om at gøre det nemmere for kunderne at være synlige. De skal kunne passe deres forretning og vide, at kommunikationen er i gode hænder,” siger Pernille.
Fakta om Pernille Madsen
Stilling: Marketingkonsulent
Ansvarsområder: Strategisk rådgivning, sociale medier, contentplanlægning, foto/video og kampagner
Særlige kompetencer: Branding, konceptudvikling og visuel formidling
Uddannelse: Designteknolog med speciale i branding og marketingmanagement
Hos JVR Consult siden: 1. marts 2025
Alder: 25 år
Privat: Bor i Holstebro med sin kæreste og deres hund. Spiller håndbold i Idom-Råsted.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.
